Så snart vi modtager en underretning, opretter vi en sag om barnet/den unge. Din underretning er det første dokument i sagen.
Kontakten til den, som har underrettet
Kort efter du har underrettet os, modtager du et kvitteringsbrev fra os. Herefter hører du som udgangspunkt ikke mere, da du ikke er part i sagen i jurdisk forstand.
Læs mere om kontakten til underretteren
En jurist kontakter den relevante kommune
Herefter tager vi kontakt til barnets eller den unges hjemkommune og beder om al det materiale, de har, med relevans for barnet/den unge.
Når vi modtager materialet, læser og vurderer en juridisk sagsbehandler sagen. Som led i den proces forelægger vi sagen for en psykolog, som er ansat af Ankestyrelsen. Psykologen giver os råd og vejledning.
Hvis vi vurderer, at kommunen muligvis ikke har taget godt nok vare på barnet eller den unge, behandler vi sagen på et ankemøde.
Hvis vi vurderer, at kommunen har foretaget sig tilstrækkeligt i forhold til barnet eller den unge, kan vi lukke sagen uden at foretage os yderligere.
Vi afgører sagen på et børneankemøde
På et ankemøde deltager to jurister fra Ankestyrelsen og to beskikkede "lægdommere". Desuden vil en børnepsykiater være til stede for at rådgive.
Indehaveren af forældremyndigheden og børn, der er fyldt 12 år, bliver inviteret til at deltage i mødet i Ankestyrelsen, hvor de kan udtale sig personligt. De har ret til en advokat og en bisidder under mødet.
På ankemødet bliver det afgjort, om vi vil pålægge kommunen at tage initiativer i forhold til barnet / den unge. Det bliver også afgjort, hvilke foranstaltninger og initiativer kommunen skal tage.
Læs hvad Ankestyrelsen kan besluttet på ankemøder i børnesager
Unge over 12 år bliver inviteret til at udtale sig på mødet
Hvis sagen handler om en ung, der er fyldt 12 år, kan den unge også udtale sig til et møde i Ankestyrelsen. Den unge vil blive inviteret til at deltage i mødet, evt. inden forældrene kommer til mødet, så de ikke mødes.


